Den vigtigste email du nogensinde kan sende
En person har netop tilmeldt sig dit nyhedsbrev. Interessen er høj, og som virksomhed har I nu fået lov til at træde direkte ind i modtagerens indbakke. Hvad skal I gøre nu?
(Læsetid: 03:03)
”Tak for din tilmelding.”
Og så ikke mere?
Det er en sikker måde at spilde den første mail på.
Lige nu har I modtagerens opmærksomhed – og dermed en helt unik mulighed for at skabe et virkelig godt førstehåndsindtryk hos modtageren.
Velkomstmailen er jeres første digitale håndtryk. Og den kan være begyndelsen på en relation, der rækker langt ud over den første mail.
Her er vores tips til den vigtigste mail du nogensinde kan skrive:
Starten på en relation
Når du får nye subscribers, er velkomstmailen starten på jeres relation. Det er nu, du har fået chancen for at vise, hvad modtageren kan forvente af jer.
Jeres første mail bør besvare en række spørgsmål, som modtageren sidder med:
- Hvem er I?
- Hvad kan jeg forvente?
- Hvilken værdi får jeg?
- Hvorfor skal jeg åbne jeres mail nr. 2?
Velkomstmailen skal ikke nødvendigvis have som mål at generere et salg. Målet er til gengæld at give modtageren lyst til at åbne mail nr. 2. Det er sådan, I starter jeres (forhåbentligt) langvarige relation.
Skriv til én person
Tommelfingerreglen er: Skriv til én person – ikke til hele din mailingliste.
Modtageren vil gerne føle sig set og have følelsen af, at det er et andet menneske, der skriver til dem.
Du skal derfor ikke starte med at skrive:
”Kære kunde. Vi er glade for, at du har tilmeldt vores nyhedsbrev.”
Men det er heller ikke nødvendigvis korrekt at bruge modtagerens fornavn hele tiden. Fx ved at skrive ”Hej [Fornavn]. Tak for din tilmelding.”
I stedet handler det om måden, man skriver på.
Fokusér på én bestemt person på den anden side af skærmen. Her kan man fx lave en persona, der skal repræsentere kunden.
Hvad har fået kunden til at tilmelde sig? Hvad vil de gerne have ud af det?
Det handler ikke om dig
Ovenstående spørgsmål giver netop anledning til at slå fast, at velkomstmailen ikke handler om dig.
Det handler ikke om at fortælle, hvem I er eller hvad jeres historie er:
- ”Vi tilbyder…”
- ”Vi blev grundlagt i…”
Lige nu skal I svare på et endnu vigtigere spørgsmål fra modtageren: ”Hvad får jeg ud af at være her?”
Introducér værdien for modtageren. Hvorfor er det værdifuldt for dem at være en del af jeres mailingliste nu? Hvad kan de forvente fremover?
Hvad skal en god velkomstmail indeholde?
Der er fem ting, der skaber en god velkomstmail.
1) En personlig og autentisk tone
Skriv menneskeligt. Brug samme tone, som modtageren også vil finde på jeres hjemmeside eller jeres øvrige kanaler.
2) En klar værdiposition
Hvorfor skal modtageren være på jeres liste? Hvad får jeg som modtagere adgang til, hjælp til eller viden om?
3) Værdi fra første mail
Giv modtageren noget med det samme. Ikke bare et løfte om, at der kommer noget godt i næste mail. Det kan fx være et konkret råd, en guide, inspiration, rabat eller en anden form for værdi.
4) En CTA, der inviterer til en handling
Start relationen aktivt. Det skal ikke nødvendigvis være et salg. Inviter dem til at besøge en guide, læse en artikel, se et bestemt produkt eller måske svar direkte på mailen.
5) Den rigtige timing
Det her er helt enormt vigtigt. Modtageren skal ikke vente flere timer på, at jeres velkomstmail dukker op i deres indbakke. Det er nu, de har vist interesse, så det er nu, I skal sende den.
Send altid velkomstmailen inden for 24 timer, og meget gerne hurtigere end det. Hvis mailen lander i deres indbakke allerede inden for et par minutter eller den første time, så er I garanteret et godt førstehåndsindtryk.
Hvornår har du sidst tjekket, om din velkomstmail har implementeret alle fem punkter?
Fra velkomstmail til velkomstflow
Den vigtigste mail er velkomstmailen.
Det er her, jeres relation starter.
Men de efterfølgende mails kan være lige så værdifulde. Første mail åbner relationen. De efterfølgende mails bør gradvist (slet ikke på én gang) introducere mere værdi, ekspertise, produkter eller ydelser, etc.
Opsæt et velkomstflow, der giver mening, og som ikke straks får jeres nye kunde til at løbe skrigende bort.
Med et velkomstflow får I samtidig mulighed for at linke internt til andet relevant indhold.
Det første håndtryk skal give lyst til det næste
”Det her var værd at tilmelde sig.”
Hvis I formår at plante den tanke i hovedet på jeres modtager, så har I gjort noget helt rigtigt.
Det handler ikke altid om at sælge med første mail.
Skaber I værdi for jeres modtager som det allerførste, så kan vi gå så langt som at sige, at jeres første mail – a.k.a. velkomstmailen – var en succes.