10 konkrete fejl på din hjemmeside, der dræber dine konverteringer
De fleste hjemmesider mister kunder hver dag – uden at det er tydeligt hvorfor. I dette indlæg gennemgår vi 10 konkrete fejl, vi ofte ser i praksis, og som direkte påvirker din konverteringsrate.
(Læsetid: 05:33)
Du kan godt have en hjemmeside, der ser professionel ud. Den kan være flot designet, hurtig og fyldt med indhold.
Og alligevel performer den ikke.
Du får besøgende. Måske endda mange. Men de bliver ikke til kunder, henvendelser eller salg.
Det er frustrerende – især hvis du allerede bruger tid og penge på at skaffe trafikken.
Det er også her, mange begynder at kigge det forkerte sted hen. De tænker, at de mangler mere trafik. Flere kampagner. Flere klik.
Men i mange tilfælde er problemet ikke mængden af besøgende.
Det er, hvad der sker med dem, når de lander på din side.
Vi ser det ofte:
- En bruger klikker ind
- Kigger hurtigt rundt
- Og forsvinder igen
Ikke fordi behovet ikke er der. Men fordi noget undervejs gør det uklart, besværligt eller utrygt at gå videre.
Det er sjældent én stor fejl, men små ting, der tilsammen gør en forskel.
Her er 10 af de mest almindelige.
1. Det er uklart, hvad du tilbyder
Det første indtryk afgør mere, end man tror.
Når en bruger lander på din hjemmeside, bruger de få sekunder på at vurdere:
- Er det her relevant for mig?
- Forstår jeg, hvad de tilbyder?
- Er det værd at bruge tid på?
Hvis svaret ikke er tydeligt inden for få sekunder, klikker de videre.
Det sker ofte, fordi forsiden er skrevet indefra og ud. Man forklarer virksomheden, historien eller processen – men ikke værdien for brugeren.
Det betyder, at brugeren selv skal regne det ud. Og det gør de sjældent.
3 eksempler på virksomheder, der leverer værdi for brugeren direkte på forsiden:
Lunar
Et fint eksempel på, hvordan værdien gøres tydelig fra første øjekast. Der er fokus på, hvad du får – ikke hvordan det virker. Og en tydelig CTA om at komme i gang med det samme.
Dinero
Taler direkte til målgruppen og gør noget komplekst simpelt. Du forstår hurtigt, at regnskab bliver lettere. De har forståelse for målgruppen.
Female Invest
Tydelig målgruppe og personlig vinkel. Værdien handler ikke om investering, men om økonomisk tryghed og selvstændighed. Tydelig CTA, der gør det nemt at komme i gang.
Det er 3 meget forskellige sider, men fælles for dem er, at de formår at skabe interesse for brugeren, så de bliver hængende. Værdien står nemlig tydeligt for brugeren. Og det kræver ikke ret meget.
2. Der er ikke et tydeligt næste skridt
Selv en interesseret bruger kan føle sig fanget. De skal vide, hvad de skal gøre. Og det er dit job at fortælle dem, hvad de skal gøre.
Typiske problemer, som brugeren kan støde på, er:
- At der ikke er nogen tydelig CTA
- At der er flere ligeværdige valg (for mange valg er også et problem)
- At knapperne er uklare eller ikke tydelige
Det resulterer ofte i, at brugeren forsvinder. Ikke fordi de ikke vil videre – men fordi det ikke er oplagt hvordan.
3. Du prøver at sige for meget
Mange hjemmesider forsøger at være alt på én gang.
De vil:
- forklare alle ydelser
- ramme alle målgrupper
- svare på alle spørgsmål
Men det skaber ofte det modsatte af klarhed.
Når der er for meget information, bliver det svært at finde det vigtigste. Brugeren mister overblikket. I stedet for at vælge, vælger de fra.
En mere fokuseret side, med færre budskaber, performer næsten altid bedre.
4. Der er ikke noget, der skaber tryghed
Inden en bruger tager kontakt eller køber noget, vil de typisk have en form for bekræftelse.
Noget, der fortæller dem, at de ikke er de første. Hvis det mangler, opstår der usikkerhed. Og usikkerhed stopper handling.
Det kan være små ting, der gør forskellen:
- kundeudtalelser
- cases
- konkrete resultater
- genkendelige kunder
Et godt eksempel er Legal Desk, hvor det hurtigt bliver tydeligt, hvad du får ud af det. Jura bliver gjort konkret og overskueligt, så det ikke føles som en barriere at komme i gang.
De kombinerer et klart budskab med synlig dokumentation. Antallet af kunder og anmeldelser er fremhævet med det samme, hvilket reducerer tvivl og gør det nemmere at stole på løsningen.
På vores egen side bruger vi kundeudtalelser på tværs af flere af vores landing pages. Det tidligere Lunar-eksempel viser også, at Lunar fremhæver både deres Trustpilot-score og App Store-score.
Det handler ikke om at overbevise med ord – men om at vise det.
5. Din side er for langsom
Hastighed bliver ofte overset, fordi det ikke er synligt på samme måde som design eller tekst.
Men det påvirker brugeradfærden direkte.
Hvis en side er langsom, når nogle brugere aldrig at engagere sig, mens andre mister interessen undervejs.
Det betyder, at du mister brugere, før de overhovedet når at tage stilling.
Psst... Vi har skrevet mere om, hvad hastighedsoptimering er her.
6. Mobiloplevelsen er ikke god nok
En stor del af trafikken kommer i dag fra mobil.
Alligevel er mange hjemmesider stadig primært tænkt til desktop.
Det giver en række små problemer:
- Teksten er svær at læse
- Knapper er små eller dårligt placeret
- Strukturen fungerer ikke i mindre format
Det er ikke noget, man nødvendigvis tænker over. Men det påvirker, om brugeren gider fortsætte.
7. Formularer er for besværlige
Når en bruger er klar til at tage kontakt, er det problematisk, hvis formularen er besværlig.
Ofte er det her, mange falder fra.
Typiske udfordringer er:
- for mange felter
- krav om unødvendige oplysninger
- uklare fejlbeskeder
Hver ekstra barriere øger sandsynligheden for, at brugeren stopper.
Det betyder ikke, at formularer skal være minimale – men de skal være så enkle som muligt.
8. Du forklarer, men overbeviser ikke
En af de mest almindelige fejl er, at brugeren selv skal oversætte indholdet til værdi.
Siden fortæller:
- hvad virksomheden gør
- hvordan processen fungerer
- hvilke ydelser der tilbydes
Men det er ikke nødvendigvis det, brugeren leder efter.
De vil gerne forstå:
- hvad de får ud af det
- hvad forskellen er
- hvorfor de skal vælge dig
Hvis teksten ikke adresserer det, bliver den hurtigt overfladisk.
Tag for eksempel et kig på Lån & Spar Bank:
De gør fordelene konkrete med det samme. Fokus på, hvad du får som kunde – ikke bare hvad banken tilbyder. Det er en helt konkret værdi fra første sekund, som direkte fortæller kunden, hvad de får – og det kan gøre beslutningen lettere.
9. Du ved ikke, hvor brugerne falder fra
En af de største udfordringer er, at mange ikke ved, hvor problemet ligger.
Man kan mærke, at noget ikke fungerer. Men ikke hvad.
Du ved ikke:
- hvilke sider der performer dårligst
- hvor brugerne stopper
- hvad der skaber problemer
Når du først får indblik i adfærden, bliver det langt nemmere at arbejde målrettet. Derfor er det vigtigt at arbejde med data.
Det kan man bl.a. gøre ved hjælp af heatmaps, som er et visuelt værktøj, der kan samle data og afsløre mønstre, fx afsløre hvilket område brugerne oftest besøger.
10. Du arbejder ikke løbende med forbedringer
Mange hjemmesider bliver lanceret – og derefter ikke ændret i længere tid.
Men en hjemmeside er ikke statisk, fordi:
- Brugere ændrer adfærd
- Markedet ændrer sig
- Forventninger udvikler sig
Hvis siden ikke følger med, vil performance typisk falde over tid.
Konverteringsoptimering handler derfor ikke om én ændring. Det handler om at arbejde med forbedringer løbende.
Hvad har gode hjemmesider til fælles?
Hvis man sammenligner med sider, der fungerer godt, er der nogle tydelige forskelle.
- De er nemme at forstå med det samme
- De har én klar retning
- De gør næste skridt oplagt
- De skaber tryghed undervejs
Du kan fx se det hos virksomheder som Lunar, Dinero og Female Invest, som vi fremhævede tidligere. Her er værdien tydelig fra første sekund.
Hvad kan du gøre nu?
Du behøver ikke starte med alt.
Det vigtigste er at komme i gang med at stille de rigtige spørgsmål:
- Er det tydeligt, hvad vi tilbyder?
- Er det nemt at tage næste skridt?
- Er der noget, der gør det unødigt besværligt?
Ofte ligger de største forbedringer i det, der virker småt.
Vil du have et konkret overblik?
De fleste hjemmesider har steder, hvor brugere falder fra. Det er bare ikke altid synligt, hvor det sker.
Hvis du vil have et bedre overblik over, eller hvor dine muligheder ligger, kan du se mere om vores arbejde med konverteringsoptimering.




